253
frøs hun og dækkede sig til igjen. Det maatte dog være sent! vilde de da slet ikke komme hjem? Naar hun endda først vidste, at han var i god Behold inde paa den anden Side af Væggen og ikke længer derude hos hende. Men nu! det var ikke saadan at slippe fra hende! Formodentlig sad hun nu og spillede paa Klaver for ham — det gjorde hun ganske sikkert!
Denne Taanke kjælede hun for, thi hun vilde ikke kunne finde nogen grusommere til at pine sig selv med. Det mystiske ved den for hende ganske ubegribelige Kunst at spille paa et Klaver havde forlængst ladet denne i og for sig saa høist beskedne Færdighed hos Rivalinden svulme op i overnaturlig Maalestok og givet den et Symbols blændende Betydning. Paa dette Punkt uddybede Udannelsens Had til Dannelsen hendes allerede i Forveien ikke just overfladiske Had til en sand Afgrund. Og hun stirrede ned i denne Afgrund med en Vellyst af Svimmelhed.
Saa gav hun sig til at tænke paa det Øieblik igaar Formiddags, da hun havde været ved at gjøre i Stand i Husbonds Sovekammer og hørt ham komme og faaet det pludselige Indfald at lade sig synke om paa hans Seng, som om hun var blundet ind, overvældet af Træthed. Træt havde hun ganske vist været; det var hun baade sjælelig
