255
var lutter Vers af en, der hed Christian Winther — og de handlede ikke om andet end om Kjærlighed, saa meget kunde hun jo da nok læse, hun ogsaa. Forresten var det noget dumt Tøi — saadan som det slet ikke gik til; og saa hed de Træsnit, og der var ingen. Jørgen sagde ogsaa, at Træsnit betød Billeder; det stod i Kalenderen, og dér var der nok af dem, men her var der ikke et eneste — Løgn og Sludder alt sammen. Men det forstaar sig, til at sætte et toveligt Mandfolk Fluer i Hovedet, det kunde det jo være godt nok til. Saadan en skamløs Tingest — at byde sig selv frem paa den Maade!
Og naar saa det heller ikke slog helt til, saa kom den egentlige Hexekunst: saa spillede hun paa Klaver, gjorde ham kulret med Musik. Det var og blev nu det værste.
Og hun rullede sig om og bed i Puden af Arrigskab og græd sine modige Taarer over sig selv, stakkels fattige Barn, der blev saadan stukket ud af En, der var saa langt kunstigere udrustet, — snydt og bedragen for hvad der tilkom hende. Hvor længe mon hun endnu fik Lov til at ligge i denne Seng, før hun blev jaget bort som en skabet Hund?
Efter denne Krise kom der lidt Ro over hende, men ingen Søvn; og sove vilde hun heller ikke.
