15
skjærgrøn Rug og Hvede og de olivenfarvede Strøg af den spirende Vaarsæd, og flød sammen som Kaalhoveder i en uhyre Kjøkkenhave. Nei, dem var man hævet over; men saa var der Skovene, der overalt dukkede op af Poppelplantagen, de nærmeste iklædt den friske, bløde Farve af ungt Bøgeløv, som selv det skumrende Aftenlys ikke kunde udslette, — de fjernere blegere og blegere, fortonende sig i violette Striber.
Jørgens Blik svævede med Behag hen over dette velkjendte Landskab og uddrog ubevidst af dets aabne Slettelinier en Kvægelse, som hans Langsynethed nok kunde trænge til efter hele Dagen at have været indespærret i Møllerummet, som en Fugl i et Bur, og den sidste Timestid endogsaa tøiret paa Læsningsafstand til Bogen som til en Pind; men bestandig slog det paany ned i Møllegaarden, som det Sted, hvor Lokkemaden befandt sig. Strax, da han kom ud, havde han set, at Doktorens Enspændervogn holdt for Døren, og han overveiede, om det under disse Omstændigheder var klogt at standse Møllen. Han kom til det Resultat, at det ikke var det, og gav sig til at lede efter et eller andet Spor af Lise — for at hun hverken var ved Brønden, hos Hønsene eller i Kjøkkenhaven havde han snart overbevist sig om. I Huset kunde hun ganske vist kun ses,
