258
— Ja, Husbond.
— Naa, hvordan har man saa moret sig her paa Møllen idag? spurgte Mølleren, og hans Stemme havde nu aflagt sin Generthed eller maaske kun forklædt den i en spøgende, lidt smidskende Tone.
— Ja, hvordan skulde man more sig? der er jo ikke nogen videre Morskab her, svarede Lise muggent.
— Aa nei, det — ja, ja — lille Lise, — det — —
Han brød af med en kort, velvillig Latter, der syntes at antyde, at det Forsømte kunde jo indhentes.
— Jamen saa maa Husbond virkelig gaa, for at jeg kan komme i Klæderne, sagde Lise.
Hun havde, mens hun talte, hævet sig lidt, støttet paa den ene Albu, og dækkede Brystet til med Dynen, men begyndte at fryse paa Ryggen.
— Ja, ja, nu gaar jeg jo ogsaa, Lise.
Han trak sig tilbage til sit Værelse, men lod Døren blive staaende halvt aabnet.
Lise sprang ud af Sengen, trak i en Fart de nødvendigste Klædningsstykker paa og stillede sig ved Vinduet. Over de nøgne Trætoppe var det stjerneklart. Uveiret maatte vel komme fra den anden Side. Hun maatte smile ved denne Tanke, for hun troede ikke synderlig paa det Uveir. Det
