Side:Møllen.djvu/272

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

260

paa det Uvejr, for jeg synes slet ikke det kommer; jeg har da ikke hørt Noget til det endnu.

— Ikke det, ikke det — ha, ha, ha!

Mølleren lo overstadig — mere end han egentlig kunde le — og klappede hende opmuntrende paa Skuldren.

— Er det da Noget at le saadan af? spurgte Lise naivt.

— Ha, ha! Om det er Noget — ha, ha! Saadan en Skjelm du er, Lise — saadan en stor Gavstrik!

— Ja men, Husbond —!

— Hvad! som om du ikke godt vidste, at der slet ingen Uveir var.

— Nei, hvor kunde jeg vide det? Hvorfor sagde Husbond det da?

— Ja, hvorfor mon jeg sagde det? — hvad? Maaske for at du ikke skulde lægge dig til at sove igjen. For jeg vilde heller ikke sove, og saa syntes jeg, at vi to — vi kunde — hm — snakke lidt sammen. Hvad? For jeg har længtes meget efter dig, Lise.

— Jo vist!

— Ja, det har jeg, Lise.

— Det skal Husbond ikke bilde mig ind — naar Husbond var derude — hos hende — hos Skovfogdens Hanne.