272
var gaaet fire Dage siden hin mindeværdige Søndag Nat, og i al den Tid var der Intet forefaldet imellem dem. Sagen var ikke rykket et Hanefjed frem. Endnu et Par Dage, saa vilde vel Hans komme hjem igjen, og den gunstige Ledighed var gaaet tabt. Med hver Dag der gik, fik hun stærkere Anfægtelser af Tvivl, om hun nu ogsaa havde baaret sig rigtig ad. Maaske havde hun villet gjøre det for godt, og var derved gaaet glip af det Gode. Hvis hun havde føiet ham, vilde saa Ægteskabet ikke snarere være fulgt af sig selv? Nu derimod lod det næsten til, at Skuffelsen havde givet ham Kraft til at rive sig løs, i den Grad havde han været indesluttet og holdt sig for sig selv. Atter og atter kaldte hun sig en dum Sippedorthe, der var altfor ærbar og derfor — ligesom de artige Børn — Ingenting fik.
Om Aftenen, før hun faldt i den Søvn, som hun nu var dukket op af, havde hun længe ligget saa stille som en Mus og lyttet, om Nogen rørte sig derinde ved Siden af. Undertiden havde hun reist sig op og kigget over Sengens Fodstykke, om der endnu kom en Lysstribe ind under Døren; — og uafladelig havde hun gjentaget: Gud give, at det dog vilde banke paa igjen — eller gaa lige ind, for Døren var ikke laaset af. Men Gud syntes ikke at ville give nogen af Delene (hun stod sig
