Side:Møllen.djvu/285

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

273

muligvis ikke saa godt med ham som den Anden, der rendte til Forsamlingen!) … Naar der dog bare — tænkte saa den lille Hex — naar der dog bare vilde komme et Uveir … for Alvor! Vi maatte staa op, jeg vilde blive frygtelig bange — det bliver jeg jo af mig selv, naar det lyner og tordner — han vilde trøste mig, blive kjærlig — og et stærkt Tordenbrag vilde saa nok gjøre Resten. Saa havde jeg til sin Tid vist mig som den ærbare Pige jeg er, og man kan dog heller ikke forlange af mig, at jeg skal være af Træ eller Sten.

Men af sig selv kom der aabenbaart intet Uveir i disse Dage, og den Slags Veirmagerkunst laa over Møllehexens Kræfter.

Og hun begyndte næsten at fortvivle. Der var jo Haab endnu, men med hver Dag blev det mindre. Og her var der nu nok en graa og haabløs Morgen, der saae ind til hende og mindede om at Tiden maatte benyttes — og hun vidste ikke, hvordan hun skulde benytte den! Hun forudsaae, at naar denne Dag tog Afsked fra hende, vilde hun være lige nær.

Saa var det, at det bankede paa Ruden.

Det havde banket paa mange Gange med sjattende Slag af en Ranke af den vilde Vin, der underrettede hende om, at hvor taaget det ogsaa