Side:Møllen.djvu/288

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

276

Moder, kaldte hun ham ind og lukkede hans Byldt op, hvorpaa hun tog et Par Haandfulde af de varme Kringler af Jernpladen og pakkede dem med ind. Ja i sit Overmaal af Velvillie trykkede hun endogsaa et dygtigt Kys paa hans Barnelæber, der stod aabne af maabende Forundring, hvorpaa hun skubbede ham ud ad Døren og efter dette Mellemspil med dobbelt Iver tog fat paa Arbeidet.

Det standsede ikke hendes flittige Hænder, at hendes Tanker hyppig forvildede sig helt ud i Skoven: hun forestillede sig, at nu stod »den Anden« vel udenfor Skovfogedhuset med Hans ved Siden af sig og raabte »Jenny, Jenny!«, saa det gjenlød. Men ingen fin lille Sølvklokke gav sig til at klinge langt inde i Tykningen, og der kom ingen Jenny springende. Og ved Aftentid vilde hun atter raabe forgjæves, og ligeledes den følgende Dag, bestandig haabløsere, til hun havde begrebet, at hendes Jenny aldrig kom tilbage — og aldrig mer vilde saa hendes Lokkeraab tone gjennem Skoven derude.

Saadanne idylliske Phantasier holdt det fortræffeligste Humør vedlige hos dette Naturbarn — Skyttelise ude fra Lyngen. Det var ingenlunde blot gold Skadefryd, der jublede i hende; men den mystiske Forestilling om at »den Andens« Magt var brudt derved, at hendes Attributvæsen var