279
hende ganske særlig. Lise nægtede, trods sin Beskedenhed, ikke at hun havde gjort sig al mulig Umage — hvad hun virkelig ogsaa denne Gang havde, som om det gjaldt en Concurrence — og tilstod, at hun følte sig meget lykkelig, fordi Husbond var tilfreds.
Husbond mente, at han maatte være meget utaknemmelig, hvis han ikke var tilfreds, saadan som hun gjorde sig Umage og som Alting ogsaa lykkedes — Kaffen f. Ex. var ogsaa saa god, at han kunde gjerne sige, han aldrig havde smagt saadan Kaffe. Han nærede en spøgefuld Tvivl om at Sultanen drak bedre Kaffe.
Det var nok muligt, indrømmede Lise, at det i de sidste Dage var lykkedes hende at forbedre den, idet hun nu ristede Bønnerne over en meget sagte Ild, hvilket ganske vist tog længere Tid, men hun vidste jo, hvor megen Pris Husbond satte paa en god Kop Kaffe.
Med en lille lun Latter bekjendte Mølleren sig som skyldig i denne Svaghed og som gjennemskuet — maaske ogsaa som gjennemskuet og skyldig i andre Svagheder.
Lise opdagede nu, at hans Kop var tom, og reiste sig for at skjænke i. Medens hun bøiede sig frem over Bordet, omfavnede Møllerens Blik hendes sunde, faste Figur, der ved den jevne og dog næsten
