280
pyntelige Husdragt, fik et eiendommelig tækkeligt Præg.
En net lille Kone, det maatte Enhver sige.
Hun følte vel, hvordan han betragtede hende; for da hun satte sig igjen, var hun lidt rød i Hovedet, og denne Rødmen klædte hende — den ærbare Pige. I yndefuld Forvirring strøg hun sig med Haanden over Haaret, navnlig over det krusede Pandehaar, om hvilket hun var sig bevidst, at hun i alt Fald paa dette Punkt var mere frøkenagtig end den Anden med sin enfoldige, glatstrøgne Gudsords-Frisure.
Var denne Overlegenhed ogsaa Mølleren paafaldende? bragte den i rette Øieblik det andet Ansigt til at vise sig for ham, og havde det et sørgmodigt bebreidende Blik til ham? Var der Noget i ham, der hviskede, at han stod i Begreb med at kaste et Livsens Brød bort for lækkert bagte Butterdeigskringler? Var det et saadant Syn og saadanne Tanker, han viste bort med et nervøst Strøg af Haanden over Øinene og over den pludselig rynkede Pande?
— Skjænk dig dog ogsaa en Kop til, Lise, sagde han og strøg en Tændstik af for at tænde sin Cigar.
Hun skjænkede sin Kop halvt fuld.
— Tak! Husbond vil nok forvænne mig.
— Forvænne — Snik-Snak!
