Side:Møllen.djvu/294

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

282

— Saa vil Husbond maaske dog have Hareane? spurgte Lise, aabenbart meget ængstelig.

— Hende eller en anden — ja jeg veed nok, du er ikke meget for det — —

— Det er jo Noget, som Husbond helt selv maa — — naturligvis, naar Husbond mener det — —

— Ja vist saa, vist mener jeg det … Jeg har jo allerede for et Par Maaneder siden sagt dig, at det gik over dine Kræfter, og det er jo knap en Uge siden, at du var falden i Søvn paa min Seng, saa træt var du.

Lise kunde ganske vist have trøstet ham med, at hendes Udmattelse hin Morgen i alt Fald ikke var gaaet saa vidt, at den havde berøvet hende Bevidstheden. Men hun foretrak at betragte dette Tilfælde som en Undtagelse: hun havde den Nat kun faaet sovet saa lidt.

— Netop — Søvnløshed — det kommer af Overanstrengelse, det er jo det jeg siger … Naa, saa talte du ogsaa om, at jeg havde dog vist i Sinde at gifte mig igjen, og det syntes du heller ikke om.

Lise var nærmest i dette Øieblik af den Mening, at det syntes hun meget godt om, men hun sagde ikke Husbond imod.

— Du vil helst have at Alt skulde blive som det var her i Møllen, ikke sandt Lise?