283
Det vilde Lise paa ingen Maade, hvad hun tilkjendegav ved at sukke og plirre lidt med Øinene — uden at betænke, at Mølleren maatte tillægge disse Tegn den modsatte Betydning.
— Ja, — men det kan det nu alligevel ikke, erklærede han, helt saadan kan det ikke blive ved at gaa, det kan vi dog maaske nok blive enige om.
Lise var i høi Grad enig med ham; men med ægte kvindelig Beskedenhed nøiedes hun med ikke at nedlægge Protest — sukkede igjen og plirrede stærkere med Øinene.
Mølleren lagde Cigarstumpen fra sig paa Underkoppen, foldede Hænderne i Skjødet og saae paa, hvordan Tommelfingrene gik rundt om hinanden.
— Se — hvad nu det angaar — at — du skulde tage bort herfra — —
Lise fik her hurtig et rent Lommetørklæde op af den lille kokette Lomme, der paa Pernille-Vis var anbragt uden paa Forklædet, og førte det op til sine Øine.
— hvad det angaar — saa, hm — saa gaar det heller ikke an, for — ser du, Møllen her har nu en Gang vænt sig til dig — og — sandt at sige, Mølleren — han har ogsaa gjort det. Og saa synes jeg, at naar vi to giftede os, saa kom vi ud over alle de Vanskeligheder.
