18
hvide Stakit blev han saa staaende og saae ned ad Veien.
Jørgen vilde just gaa ind for endnu en Gang at fylde paa Spidsestenen, da Mølleren vendte sig og raabte: —
— Aa, Jørgen! Kan du ikke deroppefra se Noget til Vognen — ude ad Stinderup til.
Jørgen foer sammen; han havde ikke troet, at Husbonden havde lagt Mærke til ham.
Et godt Stykke borte, hvor kun Poplerne røbede Veien, foer en Sky frem med en lille fast hvid Kjerne foran og med en stor Komethale, der oppe over Træerne lyste som en langstrakt Guldtaage.
— Ja, der kommer Nogen, meldte Jørgen ned; — men de kjører da ellers skrappere end som de Brune pleier van at løbe.
Med hurtige Skridt gik Mølleren ind i Huset.
Saa smilede Jørgen tilfreds og gav sig til at løsne den Jernkjede, der holdt Persebommen nede. Næsten øieblikkelig blev Vingerne staaende. Men da han gik over Kværnloftet, snurrede en løs Jernring paa Spidsestensgaflen rundt med en arrig Klirren, som om den protesterede mod denne utidige Standsning af Værket .....
Paa Broloftet nedenunder var det allerede mørkt, da dette Rum ingen Dør havde ud til den frie Luft,
