289
stuen bredte sig i hele sit høitidelige Øde mellem hendes og Møllerens Sovekamre. For Spøgeri var hun ikke synderlig bange, især ikke i dette Tilfælde, da Møllerkonen, saa vidt hun kunde skjønne, ikke hørte til de Væsner, som efter deres dødelige Afgang plage deres forrige Medskabninger. Senere skulde iøvrig Hans flytte over i dette Kammer.
Ogsaa i de andre Værelser var der adskilligt, som skulde omordnes. Navnlig gjorde Storstuen et temmelig tomt Indtryk; det ene Hjørne var kun kummerlig udfyldt med et Par almindelige Stole.
Det faldt hende ind, at der skulde være Auktion i en Præstegaard en Mils Vei derfra — hvad hun tilfældigvis den foregaaende Aften havde set i en Avis; der kunde man muligvis for en billig Penge faa fat i et Claver, som vilde tage sig fortræffelig ud i denne Krog. Paa det Claver kunde saa Skovfogdens Søster undertiden spille for dem. For nu var hun ikke længer bange for Skovhexen og hendes Tryllekunster, og som Seierherre vilde hun vise sig høisindet. Hun havde ogsaa en dunkel Anelse om, at en Hustru ikke handler klogt, naar hun strax giver sig til at fjerne sin Mand fra hans Venner; og hertil kom som afgjørende Moment, at hendes Forfængelighed i høieste Grad blev kildret ved den Tanke, at modtage Skovfogden i sit eget Hus — hun, Vildttyvedatteren, Skyttelise.
