290
I saadanne Tanker sad hun ved Vinduet, da Uhret slog tre — og hun betragtede det med Velvillie. Det var et lille Hus af Mahogni, med en Gavl indlagt med gult Træ og to sorte Søiler med Kapitæler af forgyldt Metal; forneden holdt en siddende Engel Vagt, og paa Taget laa en Løve, begge tykt forgyldte. Hvor tidt havde hun ikke støvet det af! men idag faldt det hende for første Gang ind, at det var meget smukt; for det var hendes Uhr.
Hun saae tvers over Gaardspladsen, hvor nogle Halmstraa blev hvirvlede omkring af Blæsten. Der ovre i Bageriet havde hun for en Maaneds Tid siden staaet og set den modsatte Vei over til Stuehuset, hvor Geranierne blomstrede saa brændende rødt i Vinduet; og i det Vindue burde Lise egentlig sidde som Husfrue, havde hun den Gang ment. Ih nu! hun sidder der jo! Geranierne er rigtignok længst afblomstrede, men desto bedre kan man se hende. Kig, kig — du Bagerlise derovre! kan du se mig, mig Madam Lise Clausen paa Høimøllen — Fru Clausen vil Kjøbmændene skrive paa deres Breve — — naa, er du saa tilfreds?
Hun stod op, gik ud i Kjøkkenet, lukkede Døren op til Gaarden, kaldte Høns og Duer sammen og strøede Foder til dem. Da hun saae Carro ligge ved Brønden, lokkede hun ogsaa den til sig, og da
