292
ikke ledig som hun. For der blæste en lille Storm — saadan en, som November kan lide, og kun halvt seilklædte hvirvlede Møllevingerne som rasende: — saa var der meget at tage vare paa Kværnloftet. I Grunden kunde hun gjerne give ham en Haandsrækning, det vilde snarere være en Leg end et Arbeide, fordi det var saa helt forskjelligt fra hvad hun ellers tog sig for. Det var ogsaa altfor taabeligt, at de saadan skulde kukkelure hver i sin Krog!
Den brave Jørgen! Han tog saa levende Del i hendes Skjæbne, og endnu anede han ikke, hvilken afgjørende Lykkevending den havde taget. Naa, han skulde strax høre det af hende selv, og han vilde nok blive glad, saa meget mer, som han i den senere Tid ikke stod paa nogen synderlig god Fod med Husbond. Han var jævnlig tvær, og Mølleren havde gjentagne Gange klaget over hans tiltagende Dovenskab. Sikkert frygtede han for at blive sagt op med det Første. Og alt det kom kun af, at hun paa dette farlige Tidspunkt, da Alt stod paa Spil, havde set sig nødsaget til at holde ham meget kort og virkelig ogsaa selv havde været saa optagen af Kampen, at hun ikke havde haft mange Tanker tilovers til ham. Naa i alt Fald vilde hun nu trøste ham en Smule; han kunde nok fortjene det, han som havde været hendes Medvider fra først af. Saasnart han hørte, at hun nu var hans Madmoder,
