295
til en uhørlig Klynken. Aabenbart raadede Dæmonen til at vende om. Men den egensindige Hex havde intet Øre for dette vise Raad.
— Marsch, dumme Dyr! se til du kan komme op med dig! og hun sparkede til den.
Da forandrede Kattebilledet sig pludselig: — Ryggen krummede sig og reiste Børster, som om der gik en elektrisk Strøm over den, og Pilatus fnyste rasende ad Lise. Hun kunde næsten høre det Skrig, som hun udstødte i sin Overraskelse og Skræk over at se dette vilde Bæst for sig; — det var ikke langt fra, at hun var gaaet bagover og styrtet ned ad Trappen. En ganske sælsom Gysen, som neppe alene var Frygt for Dyret, gjennemisnede hende, og hun tænkte virkelig paa at opgive dette Møllebesøg.
Men ret som om Pilatus ved dette Opsætsighedsudbrud havde gjenfundet sin gamle Møllekattenatur, vendte den nu ganske umotiveret om, og satte i kraftige Spring op ad Trappen til Kværnloftet.
Pigen fulgte den med bankende Hjerte.
Her, i Møllens Hjertekammer, vare alle Larmens Dæmoner slupne løs. Det buldrede og rumlede, det klirrede og knagede, det knirkede, snurrede og peb; — dertil kom endnu en dump Brusen som af et underjordisk Vandfald, og fra oven en Susen og
