300
Han forsvandt ude paa Omgangen.
Langsomt knagede det foroven, Gaflerne begyndte at dreie sig — et Par Sekunder, saa rumlede og bruste Larmen vildere end for gjennem Møllen.
Jørgen traadte hen til Spidsestenens store Trakt og trak i det Greb, der aabnede Slusen. Lise foer sammen, da det nu sydede og bruste dobbelt saa stærkt, saa man skulde tro, Gulvet maatte blive skyllet bort under En. Han lo over hele Ansigtet. Hun gav ham tilkjende, at hun ogsaa vilde foretage sig Noget nu. Saa pegede han paa et Kornbjerg, som ved Siden af hende, bag et alenhøit Bræddehegn, opfyldte hele det ene Hjørne af Loftet. Lise greb hurtig den lille Skuffe og skuffede saa meget Korn i Trakten, som Jørgen gav hende Lov til.
Derpaa sprang han op paa et Melkar og gjorde Tegn til hende; da hun saae spørgende paa ham, pegede han paa en Hob Sække og paa et Tov med en Krog i, der hang ned oppe fra. Hun satte Krogen fast i en Sæk, og da hendes Læremester pegede paa et tyndt Reb ved Siden af, trak hun lidt i det. Strax hævede Sækken sig og løftedes op, uden at det kostede hende den ringeste Anstrengelse — som om den svævede til Veirs af sig selv, indtil Jørgen fangede den og trak den til Siden, hvorpaa hun instinktmæssig gav slip og saae
