301
Sækken stille sig paa Sækkebordet. Jørgen tog Krogen ud og løste op for Sækken.
Dette Under behagede hende saa meget, at hun gjerne strax havde ladet det gjentage sig. Og saa faldt der hende Noget ind. Hun holdt Hænderne for Munden og raabte af sine Lungers fulde Kraft:
— Christian.
Jørgen, der væltede Sækkens Indhold over i Skruen, vendte sig halvt om.
— Christian, brølede hun.
Han stirrede lidt paa hendes leende Ansigt, og saa gik der et Lys op for ham. Han huskede, hvordan Christian havde villet have hende til at hjælpe sig med at heise Sække op, og hvordan hun saa var kjørt bort med Vognen, mens han gik op paa Broloftet. Han nikkede ivrig, stolt over at han havde forstaaet hende, og de lo saadan, at de næsten kunde høre det.
Da denne Kværn nu var forsynet, gik det tilbage til Spidsestenen. Af det mørke Hul i Gulvet blev den flade Jernspand trukket op og kunstmæssig rystet, hvorpaa Kornet, der viste sig at være tilstrækkelig spidset, heldtes i Sortermaskinen. Saa sprang han op paa et andet Melkar, hvor Sækkeunderet gjentog sig. Mens han fyldte Skruen, maatte hun skuffe Korn paa Spidsestenen og lukke
