307
— Aa, dér er saamænd ikke Noget at se.
— Snak — kom nu!
Og i Stormskridt gik det op ad Trapperne — til Hatten.
Det var lidt besværligt at komme ind i dette øverste Rum, thi Persebommen havde skubbet sig tvers for Trappen — hvad den altid gjorde, naar Vinden blæste fra Nord.
— Hvad er det for en ækel snavset Bjælke?
— Aa, det er Persebommen. Det er den, der faar Værket til at staa stille. Du saae jo før, at jeg gjorde den Kjede løs ude paa Omgangen.
— Ja, hvad kommer det den væmmelige Bjælke ved?
— Jo, dér er der en lang Stang, som stikker ud af Hullet — den er jo nu bøiet ned ad, og det er Kjeden, der gjør det. Naar jeg nu giver los i den, saa svipper Stangen tilveirs — se, derfor er der de store Sten der i Kassen — og saa trykker denne Ende af Persebommen den store Ring fast om Hjulet, og det kan saa ikke røre sig længer.
— Det er snedigt! Saadan Noget kunde du ikke finde paa.
Jørgen kløede sig i Hovedet.
— Nei, det kunde jeg vel ikke.
— Nei, hvor her er underligt! udbrød Lise og saae sig om i det lille Rum, der lignede en Bi-
