311
Med usigeligt Velbehag overskuede Lise hele sin Møllebesiddelse, som laa udbredt der for hendes Fødder. Desværre strakte den sig ikke synderlig udenfor Bygningerne og Haven; kun en Strimmel Jord, der lige var stor nok til at fodre et Par Køer og Hestene, kunde hun kalde sin. Men overalt rundt om laa veldyrkede Marker; — hist pløiedes der, dér tog man Roer op. Dragegaarden, som de hørte til, og hvorfra en tom Vogn forspændt med store, fede Heste rullede ud til Roemarken — den laa ogsaa helt overskuelig der, med sine høie Spaantage over de brunbjælkede gule Bindingsværksbygninger — ved det ene Hjørne et vældigt, hønsebefolket Møddingbjerg, ved den anden en prægtig Stakkehave af kjæmpemæssige Hække — en smuk Rønnebærallé op til Landeveien, og foran den en stor Dam, hvor Ænderne lod Ringbølger blinke op i skyspeilende Vand, medens en Hjord hvide Gjæs trippede om paa Brakmarken hinsides Alléen.
Ei! er det ikke Dragemoer, som gaar tvers gjennem Gaarden der? Kig, kig! Madam Andersen! Naa, kys dog paa Haanden ad mig, vi har jo altid holdt saa meget af hinanden, og jeg hører dog saa at sige med til Familien!
Ja vel gjorde hun det, og alt det dernede fortjente derfor ogsaa nok, at hendes Øine glædede sig over det — den brave Madam Andersen kunde
