312
ikke leve evig, og Dragen maatte dog snart æde sig et eller andet paa Halsen. Saa var hendes Stifsøn Arving, og hvis han havde sin Moders svagelige Constitution — at han ikke giftede sig i en ung Alder, det skulde hun nok sørge for naa, hvorfor skulde hendes eget Afkom ikke en Gang sidde der i Dragegaarden?
Særdeles tilfredsstillet ved dette Rundblik over virkelig og mulig Besiddelse — udover det allerede naaede Maal til nye og større Maal — dreiede Lise sit Hoved og rettede Blikket saa langt nordpaa, som det var hende muligt, naar hun bøiede sig frem: — hun saae da et Stykke af Sundskoven, der for største Delen forsvandt bag »Hatten«. Men det var tilstrækkeligt for hende: — derude lød sikkert nu, i Aftenstunden, det frugtesløse Jennyraab … Hvem der dog blot havde saa lange Øren, at de rakte helt derud! Hvor det vilde være morsomt at høre det! Naar hun bare nu stod der, hvor Veien ved Skovløberens Hus som en graa Traad løb ind i den rødlige Tykning. Et lille Punkt gled netop nu ud derfra — sagtens en Enspændervogn. Derved kom hun til at tænke paa sin Møllermand, som ogsaa kjørte saadan et eller andet Steds. Snik, Snak! Han maatte jo forlængst være i Byen — maaske havde han allerede Kongebrevet i Lommen.
