313
Hun smilede stolt og rettede Blikket lige ud — en Kjende tilhøire — og saa endnu mer; aabenbart søgte hun noget Bestemt og noget Fjernt. Og ret som om hun ikke befandt sig høit nok i sin siddende Stilling til at kunne speide ud til dette Maal, reiste hun sig forsigtig. Med den ene Haand holdt hun sig fast ved Randen af Hattehullet, som hun maatte dukke helt ud af med Overkroppen for at faa Plads; og understøttet af Jørgen, der slyngede Armen om hendes Liv, stod hun nu opreist der paa Krøibjælken og skuede vidt ud over Landet, over det ensformige Øland, hvis uendelige Flade netop nu blev overskyllet af en gyldenrød Lysstrøm. Thi i dette Øieblik traadte Solen frem helt nede ved Horisonten og skjød sine Straaler opad, og det Graat i Graat vævede Taagedække opløste sig pludselig i guligrøde Skyer paa en sartblaa Himmelgrund, der overalt skinnede igjennem, alt som de hurtig drev forbi og under hinanden. Nede paa Sletten lyste nu de krydsende Rækker af nøgne Poppelkroner gult op og flød tilsidst sammen i eet eneste Krat, hvoraf hist og her en Gaardsgavl eller et undersætsigt Kirketaarn skinnede frem, medens de løvløse Bøgeskove dukkede purpurrøde op. Hendes Blik fortabte sig imidlertid ikke i dette Aftenbilledes skjønne Hele, men paa Jagt efter en eller anden Enkelthed flakkede det hid og did, og den prægtige
