314
Lyseffekt var hende kun velkommen som et Middel til at finde hvad hun søgte. Uden den havde hun neppe kunnet skjelne Kirken dér ved Siden af Møllen; og rigtig, — der var ogsaa begge Skovene, den ene ganske lav og med et enkelt stort Træ midt i! imellem dem kunde saa skarpt et Øie som Lises se nogle spredte Smaatræer — Birkene: derude var »Lyngen«. Hytten var ganske vist for lille til at det var muligt at faa Øie paa den — og Lise ønskede slet ikke at den skulde være anseligere. Ved omhyggelige Sammenligninger bestemte hun Beliggenheden: — lige der, hun kunde stikke en Naal derind. Ja, lavt og usselt var Fædrenehuset, og fjernt laa det. Hun havde tilbagelagt en lang Vei, og hun var steget høit var hun — Skyttelise! Og som En, der har en god Dagsreise bag sig, var hun træt, rigtig legemlig træt. En lad, eftergivende Træthed havde hobet sig op hos hende i Løbet af den sidste Uge og laa nu i alle hendes Lemmer. Men den var selsomt parret med en indre Uro, der foer som Løbeild gjennem Aarerne, eller gled som fugtig Feberkulde over Huden og ogsaa ofte steg hende til Hovedet og gjorde hende svimmel — især nu, da hun stod saa høit. Og Svimmelheden drog hende nedad — ikke i Afgrunden foran hende, men — langt hensynsfuldere — tilbage i Jørgens Arme.
