315
Men da hun under denne Bevægelse dreiede Hovedet til Siden, faldt hendes Blik paa Veien, der førte fra Skoven til Møllen. Hun saae der igjen hint sorte Punkt, der nu var kommet betydelig nærmere og ganske rigtig viste sig at være en Enspændervogn — og over hendes iøvrig saa lyse Sindsstemning smuttede der en formløs Skygge af Ubehag, ja næsten af Angst — som det ofte hændes nervøse Personer ved Synet af et Insekt, der kryber henimod dem.
Men hendes Opmærksomhed blev hurtig afledet ved Jørgens Opførsel.
Denne brave Svend formaaede trods al romantisk Dannelse ikke at forbinde saa vidtrækkende og dybe Tanker med Udsigten som hans Hjertes Herskerinde, og han vilde have kjedet sig dygtig, hvis han ikke havde holdt sig til Staffagefiguren i Stedet for til Landskabsbilledet — og det i bogstavelig Forstand, thi han maatte blive ved at holde hende fast om Livet, for at hun ikke skulde faa Overbalance, og da der var saa kneben Plads, laa han paa Knæ klemt ind imellem hende og Hattehullets Straahvælving: — en ubekvem men for hans Sindsstemning dog ret behagelig Stilling, der mindede ham om Jomfru Mette og Hjalmar oppe i Taarnets Glughul paa Holmborg, hvorfra de saae den røde
