317
din egen Maade — rigtig underfundig lo du og svarede: netop derfor.
Lise lo overgivent:
— Dig skulde man da heller aldrig sige noget Fornuftigt til. Du husker det altfor godt.
— Det skulde du have betænkt før. Men du har ogsaa sagt mig meget Andet, rigtig Fornuftigt om naar du først var Møllerkone —
— Saa hold dog Mund!
— Nemlig, du har sagt — —
— Nei, nei! jeg vil ikke høre det! og hun stoppede begge Øren til.
— Vi skulde have det saa rart sammen, vi to, sagde du.
— Nei — dit Afskum, dit ækle Bæst! .... Naa, lad mig nu komme ned, du vil dog vel ikke bære mig ned ad Trappen?
— Hvorfor ikke?
— Nei, nei! hører du … Jeg bliver vred, rigtig for Alvor.
— Naa, endnu var det ikke Alvor?
— Vrøvl! … Hører du nu!
Han satte hende ned paa den anden Side af Persebommen, ikke uden at lade hende betale for sit Ophold paa hans Arm med et Par dygtige Kys.
— Naa, lad os saa gaa ned, sagde hun.
