322
Mens han sad der, vugget og blødt skumplet med den beroligende og tankeudløsende Bevægelse, som en let Fjervogn frembringer paa en landlig Bivei: — som han sad der, selvkjørende og dog uden Kudskebeskjæftigelse, med Linerne løst i venstre Haand, medens den høire ørkesløst lod Pidskesnerten svippe paa Veikanten og snart klippe et Neldeblad igjennem, snart skjære Frugtknuden af en Løvetand: — som han sad der, omfavnet af Agestolens Polstre, fastsnøret i sin Kavai, viklet ind i Tæppet og knappet fast af Forlæderet, med Kraven slaaet op om Hovedet som et Par Skyklapper, ud fra hvilke han næsten hypnotisk stirrede paa den lille trinde gule Hestekrop, hvor der fra den mørke Man trak sig en brun Stribe langs ad Ryggen og helt ud gjennem Halen: — som han sad der, kunde han næsten ikke skjelne mellem nu og da, saa ens var det altsammen. Den Gang havde det heller ikke været det mindste mere stille end nu. Som det blæste her, hvor Veien gik jævnsides Stranden, der graanede tilhøire over de flade Marker! Vinden førte Linerne helt over tilvenstre, hvor de holdt sig svævende i en stor Bue, ja undertiden tog den endogsaa den lille Hestehale med sig og blæste ogsaa Haarene tilside, blottende den gummigraa Halerod; og oppe paa Krydset lavede den en snurrig lille strid Haarhvirvel. Netop disse Smaating, der saa
