325
Taagemasse. Kun hvor hist og her et Par høit opløbne Ege holdt Stand midt i den fjendtlige Mængde, lyste foroven gult Løv igjennem; og nedenunder glødede overalt det kobberrøde Løv — de eneste nogenlunde livlige Farver, som brød det ensformige Graa. Skoven bruste — ikke frisk og muntert, som da dens brogede Pragt havde hilst de første Høststorme, men tungt og vredt, pidskende Luften med sine Ris. Og derude paa Stranden hvæsede det ligesom med fraadende, tangskjæggede Vandlæber af et gobleagtigt Uhyre, som laa der fladt paa Bugen og vilde hidse Skoven op. Af og til voxede saa dens Brusen til et vanvittigt Kog, der overdøvede Hjulenes Knirken og Fjedrenes Piben, og hobevis fløi da det visne Løv over Grøften og raslede tvers over Veien.
Høit oppe over Trætoppene kredsede et Musvaage-Par, uafladelig skrigende.
Den mørke Skovstemning sænkede sig sløragtig over Møllergemyttet. Det var som om han, saa saare han havde tabt Møllen af Syne og var bleven omringet af Træer, var kommen fra en Trolddom over i en anden. Rigtignok var det ikke den Del af Sundskoven, som omgav Skovfogedhuset. Maaske var Hanne aldrig gaaet her, ja høist sandsynlig havde ikke engang hendes letfodede Dyregenius forvildet sig hid, Jennys lille Sølvklokke var vel
