327
Andet! Jeg har kjæmpet, — du maa jo vide det — jeg kan ikke længer! Det opriver mig; jeg maatte bryde overtvert, og nu er det gjort. — »Endnu ikke, Jakob! Endnu er der Tid!«
Og rundt om bruste det hemmelighedsfuldt alvorlig, som om alle Plantesjælene havde forstaaet denne Aandesamtale og nu mumlende formanede ham til at holde sig trofast til Skoven. Men den Dyresjæl, der foran Vognen var legemliggjort i Klepperten, syntes ikke at have Sands for den Slags Spøgeri, thi den viste ikke mindste Tegn paa Uro; tvertimod, da Linerne bestandig slappere dinglede om dens Laar og al Svippen af Pidsken udeblev, var den fra et stedse langsommere Trav tilsidst faldet over i magelig Skridtgang, af hvilken endelig et Hib ublidt skræmmede den op.
Mølleren sank imidlertid snart igjen tilbage i sin Grublen, ja han mærkede ikke engang, at Veien til Skovfogedhuset dreiede af tilhøire. Men det gjorde Svenskeren og slog selv ind paa den med saa skarp en Dreining, at Baghjulet stødte mod en Sten ved Grøftekanten. Mølleren foer op. Han havde netop overveiet, om det dog ikke maaske var bedre at kjøre lige til Møllen, til hvilken Veien gik af tilvenstre et Par hundrede Skridt længer fremme. Nu saae han allerede den velbekjendte Skovvei foran sig: snorlige løb dens sortebrune
