329
dem endogsaa skyldig — i alt Fald Vilhelm … Nei, nei! hvad kunde det nytte? de vilde jo tidsnok faa det at vide.
Hvor helt anderledes tilmode pleiede han ikke at skridte hen ad denne Vei, befriet fra de Bekymringer, som tyngede ham hjemme og nu!
Han foer op i Agestolen og lyttede.
»Jenny, Jenny, Jenny, Jenny — lil-le Jen-ny!« lød det ud fra Granerne.
Endnu et Par Minutter, og Hans og Hanne sprang over Grøften, og bød ham Velkommen med megen Glæde.
— Nu kommer De vel for at tage Hans fra os?
— Jeg har rigtignok tænkt paa det. Naar De gjerne vil være af med ham, saa kjører han med hjem.
— Nei, nei! vi vil ikke være af med ham.
— Ja, saa kan han ogsaa blive her. Jeg maa dog paa Mandag tage bort paa et Par Dage.
— Aa, saa bliver jeg her hele næste Uge, raabte Hans.
— Vær nu ikke strax saa ubeskeden!
Et Dask af Linerne paa Hesteryggen satte Kjøretøiet i Gang. Hanne og Hans gik ved Siden af Vognen.
