330
— Er Vilhelm hjemme?
— Nei; — jeg troede, at De allerede havde talt med ham. Han maa dog være lige ved Veien.
— Nei, jeg er kommet en anden Vei idag. Egentlig kjører jeg i Forretninger. Jeg vilde blot paa Tilbageveien se ind her, hvordan det gik.
— Men De bliver dog og spiser til Aften med os?
— Nei Tak, det kan jeg ikke.
— Det var da kjedeligt!
Hun var aabenbart skuffet og lagde heller ikke Skjul derpaa.
Mølleren følte sig pinlig berørt. Hun holder allerede af mig, tænkte han — men det har nu ikke skullet være saadan! … Det er forbi og kan ikke mere gjøres om. Og han sukkede dybt … Hanne saae forundret paa ham. Han fattede sig hurtig og spurgte efter Jenny.
— Aa, den vil slet ikke komme idag! Jeg har raabt imorges tidlig og i Middags og nu … Igaar var den her. Og jeg er saa bange for den, for inat er der blevet skudt i Skoven — og slet ikke langt borte fra Huset.
— Ja, og veed du hvad, Fader! Onkel Vilhelm siger, at det var Lises Broder, hans Bøsse
