333
Mølleren sad sammensunken i sig selv. Tonerne sang for ham om et tabt Paradis og om et forjættet Land, som han havde forspildt sin Ret til. Med usvigelig Sikkerhed følte han, at hine Minutter den forgangne Søndag Aften, da dette lille Toneunder fra hans Barndomstid atter svævede ham forbi, fremtryllet af hendes flinke Hænder, de havde været det uigjenkaldelig sidste sjælerene og virkelig lykkelige Øieblik i hans Liv.
Hanne saae op fra Noderne og kiggede hen til ham i Forventning om et rosende Ord — for hun syntes at hun havde gjort sine Sager ganske godt. Men han tav, sænkede Blikket og vendte det bort; Øiet blinkede, han gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som naar man vil jage en Flue væk, men det hjalp ikke: en stor Taare rullede ned ad hans Kind.
— De skal ikke skamme Dem over Deres Taarer, sagde Hanne og stod op. — Det er virkelig saa smukt, at man maa græde; det har jeg ogsaa gjort, naar jeg spillede det for mig selv alene.
— Ja, det er meget for smukt og godt for mig! Den Gang jeg først hørte det — som Barn — det var noget Andet … Du gode Gud, hvor jeg har forandret mig! … Det kom saadan over mig, da jeg hørte det, og saa kom Taarerne …
