335
— Jeg troer virkelig, Frøken Hanne, at De vilde kunne prædike meget bedre end vores Præst.
Hanne reiste sig uvillig:
— Hvorfor skal De gjøre Nar af mig? Det er ikke saa let at sige saadan Noget rigtig, men det var godt ment.
Hun var lige ved at græde og vilde vende sig bort. Men Mølleren greb hendes Haand og holdt hende tilbage.
— Hvor kan De tro det om mig, Frøken Hanne! Men jeg kan jo sige det samme: Det er ikke saa let at udtrykke saadan Noget, som man føler det, men det var godt ment … Jeg mente jo blot, at hvad De siger er altid godt og smukt, og man vilde ønske, at man altid kunde høre det.
— Naa, jeg synes saamænd De faar mig tidt nok at høre! svarede Hanne med spøgende Læber, mens Kindens Rødme og det undvigende Blik forraadte, at Spøgen ikke var saa alvorlig ment: — jeg er bange for at jeg allerede tidt har kjedet Dem.
— Kjedet mig! Hvor kan De dog sige det?
Mølleren sagde dette lidt ængstelig og blev af lutter Forvirring ved at holde fast paa hendes Haand. »Herregud«, tænkte han: »hvad er det nu, jeg der har sagt? Hun maa jo næsten tro, at det er en
