336
forklædt Beilen, især hvis Vilhelm allerede har sagt hende Noget.
Drengen havde allerede i al Stilhed grædt en Smule med, da han saae Taarer paa Faderens Kind; og nu undrede og foruroligede det ham i høi Grad, da han mærkede, at Fader og Tante Hanne, hvem han ellers betragtede som de bedste Venner af Verden, aabenbart var i Færd med at sige hinanden Ting, hvormed de gjensidig bedrøvede hinanden. Han brød derfor op fra sin afsides Sofakrog og trykkede sig ængstelig op til Tante Hanne, og det saaledes, at det saae ud som om han vilde skubbe hende over til Faderen — ligesom en Amorin paa et Frierbillede fra Rococotiden. Samtidig kiggede han spørgende op til Faderen med Ansigtet halvt skjult i Kjolefolderne, saa at Mølleren næsten kun saae hans store graa Øine. Disse havde — især med dette Udtryk — en levende Lighed med Moderens, og Mølleren blev under deres Blik helt uhyggelig til Mode. Og da de nu endogsaa begyndte at smile, kom atter hin Forestilling fra Kjøreturen, kun langt mere levende: hun var der, Christine; hun betragtede ham gjennem disse Øine og smilede bifaldende til ham: — Ja, det var Ret, Jakob! Nu har Du faaet fat i den rette Haand, men i Formiddags havde du rigtignok grebet slemt feil.
