338
egentlig ikke vare bestemte til at forstaas, havde betroet hendes hurtige kvindelige Forstand, at Giftermaalet allerede havde været foreløbig drøftet. Men paa den anden Side var det dog ikke ønskeligt at forvilde sig altfor langt henimod dette Emne med den kjære Ven, for efter hendes Begreber maatte der gaa en rum Tid endnu, før det var passende, at Kjærlighed og Ægteskab kom paa Tale mellem dem selv. Og saa var det dog igjen vanskeligt at komme ud af denne Tone og ind i en ligegyldigere, saa at hun var meget taknemlig, fordi Hans i sin Uskyldighed kom hende til Hjelp.
Mølleren havde drukket et Glas Øl — og rost det, for det var egen Bryg. Nu reiste han sig for at tage Afsked.
— Det er sandt, sagde han, da hans Blik faldt paa Bogrækken med Hullet i, — jeg har jo Christian Winthers Digte. Da jeg kjørte hjemmefra, vidste jeg ikke, at jeg kom denne Vei, ellers havde jeg taget den med.
— Aa, det haster jo ikke.
Den Tillidsfuldhed, som laa i disse simple Ord, berørte Mølleren pinligere end alt Andet ved dette Besøg. Saa bittert vemodig havde han endnu ikke følt, at han stod her for at tage Afsked. Ja, hvor skulde hun ogsaa kunne ane, at det nok kunde haste lidt med at give Bogen tilbage? Var
