340
— Det glæder mig! Jeg har ogsaa læst høit for Vilhelm af dem, om Aftenen naar han sidder og skjærer Grene til — men det var ikke Noget for ham. Han kan ikke lide Vers, naar de ikke er af Salmebogen. Men vi vil efterhaanden gjøre ham fornuftigere, ikke sandt?
Mølleren søgte at se fortrøstningsfuld ud og mumlede noget Samstemmende; men i det samme aabnede han Døren, og Skovens Brusen overdøvede hans Ord.
Svenskeren var snart spændt for. Hans kravlede op i Agestolen, for han vilde selvfølgelig ikke forsømme denne Leilighed til en lille Kjøretur. Han kunde saa blive derude hos Onkel Vilhelm, hvem de sikkert vilde træffe.
— Hils ham fra mig, raabte Hanne, og sig ham, at han skal komme i god Tid hjem til Aftensmaden. Og hvis De skulde se Jenny underveis, saa send det slemme Dyr hjem.
Atter arbeidede den lille Hest sig fremad med sænket Hoved og vidt fra hinanden stillede Ben, og Hjulene dreiede sig knirkende i de dybe, vaade Spor. Undertiden plumpede det ene pludselig ned i et Hul, og Hans morede sig kostelig, naar han derved fik et dygtig Stød og foer tilveirs. Han sad overhovedet meget urolig og dreiede sig hele Tiden om, og det maatte Mølleren ogsaa gjøre;
