342
hvis han af sig selv gik bort, saa vilde han tale aabent og ærlig med Skovfogden, det stod fast.
Neppe vare de bøiet om ad Veien, der førte tvers gjennem Skoven til Møllen, før de hørte Klangen af Øxeslagene og Savenes Hvæsen. Snart lyste en Række hvide Pletter frem nede ved Skovbunden; det var en fældet Bøg, hvis lange Stamme allerede var savet i regelmæssige Stykker. Foroven heldede Toppen af en anden Bøg, som endnu holdtes oppe af Tove; dens lange nøgne Grene slog ynkelig frem og tilbage i Luften, som om de haabede at faa et eller andet at holde sig i. Ved Siden af den bruste to høitopskudte Ege gladelig med deres gule Løv, vel vidende, at deres to Fjender faldt for deres Skyld, at de kunde faa Luft og Lys. Og naar deres Blade fløi bort, syntes det at ske i den Hensigt at bringe andre smægtende og omringede Ege det forhaabningsfulde Budskab.
Vilhelms Stemme hørtes nu ogsaa gjennem de andre, og snart fik de Øie paa ham. Han stod med Ryggen til dem og saae op ad mod Trækronen, medens han med sin Stok ledede Arbeidernes Bevægelser.
Vognen holdt og Hans sprang ned. Ogsaa Mølleren steg ud, viklede Linen fast om Lygtepiben og spændte Skaglerne af. Han havde vel ikke i Sinde at opholde sig længe der, men ved en
