343
saadan Samtale, som den han havde i Sinde at føre, mente han at det vilde være ubekvemt at sidde fastgroet i Agestolen. Med lidt Besvær sprang han i sin store Kavai over Grøften; og dér kom ogsaa allerede Skovfogden marscherende løs paa dem, idet han med store soldatermæssige Skridt snart plantede sin lerede Støvle i en sprøitende Pyt, snart svang den gjennem en alenhøi Løvbunke, saa Bladene fløi til Siden som Støv.
— Er du der, Jakob! Du kommer vel fra os?
— Ja vel … Hvordan gaar det, Vilhelm?
— Jo Tak. Det var pænt at du vilde hente mig. Vi er snart færdige.
— Nei, jeg kan ikke blive idag, jeg maa hjem.
— Aa, det er kun saadan en Smule Besøg, mens Broderen er til Skovs! Og paa Henveien er du smuttet saadan ganske sagte forbi — ei, ei, Jakob!
— Jeg kom gjennem Kirkeby, egentlig var jeg paa Veien til Byen — —
Skovfogden lo lystig og slog ham paa Skuldren:
— Naa, det maa jeg sige, saa maa det trække mægtig, for det er ikke just den nærmeste Vei til Byen.
Mølleren smilede tvungent. Han følte sig høist pinlig berørt ved disse fortrolige Drillerier, men
