344
saae tillige i dem en maaske ikke ganske overflødig Maning om det som han skulde have frem. Og i det samme fjernede Hans sig.
— Hør en Gang, Vilhelm! Hvad jeg vilde sige — —
— Ja vel Hans! ikke derhen, bliv pænt her hos os … Jeg tør ikke lade ham løbe derhen, der kan dog passere Noget.
— Vist saa.
— Naa, du vilde sige Noget?
Men nu stod Drengen der ved Siden af dem med sine store Øren. Umuligt!
— Ja, hvad var det nu? Aa, det var angaaende Drengen; han vil jo saa gjerne blive. Men sig mig nu ogsaa oprigtig, om han ikke er jer til Uleilighed, for din Søster stoler jeg ikke rigtig paa.
— Til Uleilighed! men hvor kan det dog falde dig ind …? det er os naturligvis bare en Fornøielse. Og desuden — her antydede et klogt Pædagogblik til Drengen, at der nu kom Noget, som han ikke behøvede at høre —: desuden er det jo godt, at de to rigtig vænner sig til hinanden.
— Hvad mener du egentlig med det, Onkel Vilhelm? spurgte Hans.
Skovfogden stirrede forbauset paa Barnet.
