345
— Nei, som den Fyr har Ørene med sig! I hans Alder havde jeg sandelig ikke hørt det.
Mølleren maatte smile, skjøndt han ikke var meget lystig tilmode.
— Hvad havde du ikke hørt, Onkel Vilhelm? spurgte det inqvisitoriske Barn.
— Naa, bliv nu artig her hos Fader, sagde Skovfogden, idet han viselig lod de ubekvemme Spørgsmaal ubesvarede. Han havde uafbrudt ladet det venstre Øie skele tilbage over Skuldren henimod det heldende Træ. — Undskyld mig et Øieblik, Jakob, nu gaar det strax løs.
Og han støvlede af igjen, gjennem Løv og Søle.
Mølleren satte sig paa en Træstub. Han tog Pibe og Tobakspung op af Kavailommen, stoppede, tændte og blæste tankefuld tykke Røgskyer ud, som den viltre Vind rigtignok øieblikkelig rev ham bort fra Læberne og i en Haandevending usynliggjorde. I den friske Skovatmosphære, der sammenvævedes af Lugt af fugtigt Muld, vissent Løv, raadnende Plantedele og nyspaltet Træ, blandede sig paa en hyggelig Maade Duften af den narkotiske Røgelse, beroligende og tankevækkende. Det mindede ham om mangen god Gang, da han havde smøget en Pibe med sin Ven her ude i hans Skov.
