346
Den Bemærkning, som Hans havde undret sig over, lød endnu i hans Øre: det var godt, at de to vænte sig til hinanden. Mere indtrængende kunde han ikke mindes om, hvor nødvendigt det var, at han oplyste Vennen om Sagernes virkelige Stand — og samtidig havde den gjort hans Erklæring endnu vanskeligere.
Rygende og grublende stirrede han hen for sig.
Skyerne jog hastig hen over de gyngende Trætoppe, der nu kun vare store Risbundter — ikke enkelte faste Skyer, men lave, i hinanden udflydende Taagemasser, pletvis dunklere og lysere. Tungsindig drog de hen over den store Eng, der aabnede sig et halvthundrede Skridt borte, mere straagraa end bleggrøn, begrændset af den hinsidige Skovrand, der laa dér som en lillagraa Taagebanke mod hvilken enkelte Birkegrupper paa Engen stod lysende med deres gjennemsigtige gule Bladnet.
Toppen af den heldende Bøg nikkede tungt. Lydeligere og hurtigere klang Øxehuggene. Folkene raabte i Munden paa hinanden, men overdøvedes næsten af Skrigen og Kraklen fra Kragerne, der tog levende Del i denne Skovbegivenhed og i en sort Sværm kredsede over Stedet.
Alt sammen saare trist og saare efteraarsagtigt.
