347
Men ogsaa han selv var hverken lystig eller vaarlig tilmode. Det var et Stykke Liv, der tog Afsked.
»Aa, hei? aa, hei!«
Krak.
En brusende og bragende Larm, og med alle Grene slaaende om sig og i hinanden laa Bøgen dér for Fødderne af de to susende Ege …
Skovfogden kom igjen hen til ham, og Hans, hvem nu ingen Fare truede længer, løb hen for at bese den faldne Kjæmpe. Øieblikket var saa gunstigt som vel muligt for en fortrolig Meddelelse.
— Det var meget godt, at du netop kom idag, begyndte Skovfogden, idet han satte sig ligeover for ham og gav sig til at gjøre sit Pibetøi i Stand. — For det har nok opmuntret Hanne lidt, og hun var noget sørgmodig stemt — over Jenny.
— Ja, hun fortalte mig det. Hun stod netop og kaldte paa den, da jeg kom … Men den kan jo da nok komme endnu.
— Naturligvis, det kan den jo nok, indrømmede Skovfogden. Men der er rigtignok blevet skudt inat ikke ti Minutter fra Huset, og det var denne Peer Vibe — aa, det Knald kjender jeg.
Han tændte og dampende barsk løs.
— Han har Mage til min her, vedblev han, klappende Kolben af sin Bøsse, — en ægte Greener. Min har Kammerherren foræret mig en Gang, da
