349
en Skarnsknegt og vil bestikke ham! Det var mig dog for galt, og saa talte jeg ogsaa rigtig fra Leveren: om Kammerherren tiltroede mig, at jeg vilde have Noget med det slette Menneske at gjøre, som man endogsaa sagde, havde været med til at slaa min Formand ihjel? Om det var rigtigt og forsvarligt saadan at forbinde sig med den Onde? Og hvad jeg lige nu sagde om de skikkelige Folk, der trængte til saadan en Stilling — jeg nævnede den og den. Nei, sagde jeg, Kammerherren maa ikke tage mig det ilde op, men det faar De ikke Vilhelm Christensen med til.
— Maa, hvad sagde saa Kammerherren til det?
— Ja, hvad skulde han sige? han kaldte mig en Stivnakke og rev en Vittighed af for at dække over det, men Planen maatte han opgive. Han skammede sig jo ogsaa, fordi han saae, at han havde Uret. Nei, nei, Jakob! Det bringer ikke Nogen Godt at forbinde sig med den Onde.
Skovfogden tav, dampede mægtig og stirrede barsk hen for sig, paany oprørt ved Tanken om det nedværdigende Forslag.
Nu var der aaben Plads for Møllerens Meddelelse. Men han havde grundig mistet Modet. Skulde han nu sige til Skovfogden, at han i Stedet for at ægte Søsteren, vilde besvogre sig med denne selv samme Peer Vibe — thi det kunde han vel
