350
vide, at naar han først begyndte med Fortrolighed, saa kunde han heller ikke blive staaende paa Halvveien. Skulde han da altsaa virkelig meddele Vennen, at han stod i Begreb med at forsage det Gode og »forbinde sig med den Onde« — thi saaledes maatte Vilhelm opfatte det: — og var det ikke ogsaa saaledes?
Han reiste sig.
— Naa, jeg maa vel tænke paa Hjemreisen.
— Allerede? Ja, ja da!
Skovfogden fulgte ham hen til Vognen og spændte den venstre Skagle paa.
— Hvad har du der for en pæn lille Hest? spurgte han og klappede den paa Krydset.
— Det er min Svogers, svarede Mølleren, idet han steg op: og ved Ordet »Svoger« maatte han — ingenlunde til sin Opmuntring — tænke paa den nye Svoger.
— Har du ikke været kjørende med den en Gang før hos os?
— Jo, for et Aarstid siden.
— Ja vel — nu husker jeg det tydelig: Christine var med, og da I skulde til at kjøre, knappede Hanne Forlæderet ved denne Side, som jeg nu gjør det, og saa bøiede Christine sig ned og kyssede hende. Ak ja, den gode Sjæl! Naa, hun har det
