Side:Møllen.djvu/363

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

351

godt nu, og jeg haaber hun vil endnu have sin Glæde af Hanne — det kan ikke feile.

Mølleren bøiede sig netop til den anden Side for at knappe Forlæderet der, hvilket voldte ham en Del Møie, saa at han var meget rød i Hovedet, da han endelig reiste sig.

— Nu maa du snart komme igjen, Jakob, sagde Skovfogden og trykkede trohjertig hans Haand — men for Alvor — det vil sige ogsaa til mig.

— Ja Tak, det skal jeg. Farvel.

Mølleren kladskede med Linerne paa Hesteryggen, og Vognen rullede bort.

Langsomt drog Træerne forbi — næsten hvert af dem en gammel Bekjendt — saa ofte var han kommen den Vei: — der den store Bøg, hvis Kuppel hvælvede sig saa meget høiere og bredere end de Andres: — nu de to, de vare voxet sammen; her den, der indtil høit op i Kronen var omranket af Epheu, hvis smaragdgrønne Blade skinnede saa kraftig midt i alt det farveløse Graa og ganske anderledes end om Sommeren udmærkede dette Træ fremfor dets Naboer — som da overhovedet ethvert Træ i denne bladløse Tilstand traadte særlig individuelt frem. Med denne Individualitet betragtede de ham bebreidende, hvert paa sin Maade: dette barsk, hint vemodig; det ene bortvendt, det andet gribende efter ham med stærke Grene; den