352
fine Birk hist svingende med en gul Løvfane, ligesom Hanne med sit Tørklæde — men Alle forenende sig til den uendelige melancholske Brusen, der næsten gjorde ham fortvivlet.
Men nu lysnede Skoven: hist skinnede Luften mellem Stammerne — livligere end før paa denne Dag, syntes han. Skovløberhuset med sin Tjørnehæk gled forbi, Træerne forsvandt til begge Sider, rundt om ham bredte Markerne sig — det aabne Land — og paa dets høieste Punkt ligefor ham knejste Høimøllen.
Det var som om der blev trukket et Slør bort fra hans Sind. Men ogsaa udenfor, i Naturen, afsløredes Noget: Lyset, Farverne. Bestandig klarere lyseblaa og bestandig høiere hvælvede den hidtil saa lave, flade og lergraa Himmel sig over en Mylder af stedse mere brændende gulrøde Skyer, fra hvilke en purpurglødende Lysregn dryppede ned over Sletten.
Paaskyndet af Pidsken og opmuntret af den nære Udsigt til Stalden satte Hesten i skarpt Trav.
Snart vare de udenfor Skovens Læstrøg. Blæsten var ikke mindsket af, men de havde den paa Ryggen, og den syntes kun at være en lystig Medbør paa Hjemfarten.
Bag ham i Skovskyggen laa nu alle Tanker om Hanne. Han saae kun Lise for sig — Lise,
