353
der i Skikkelse af hendes kjære Mølle allerede tilvinkede ham, svingende sine Seil i Stedet for et Lommetørklæde: og som fire saadanne Mølleseil til eet Dame-Lommetørklæde, saaledes forholdt hendes Magt sig nu til Hannes.
Hyp! Pidsken knaldede, Hovene klaprede, og Vandet sprøitede fra de snurrende Hjul.
Men hvor langt var hun selv fra at ane, at han kom! Hvilken glad Overraskelse for hende, hvilken jublende Modtagelse for ham! Og denne Aften, som de havde troet at skulle tilbringe hver for sig — —
Hyp, hyp! Hesten sprang, den lette Fjervogn syntes at hoppe hen ad Veien.
Tilhøire var Solen gaaet ned. Men ligefor ham, under det røde Skylag, trak en gul metalglindsende Stribe sig hen langs Horisonten, og op imod den reiste Møllen sig kulsort. Paa den snorlige, haarde Landevei stod Hjulsporene fulde af Vand; det saae ud, som om Jorden kun var en tynd Plade, der her var slidt igjennem, saa at man ogsaa saae Himlen nedenunder.
Glad og forhaabningsfuld jog Mølleren ind i denne Glands.
Men Møllen var sort.
