355
Saa gik han op i Møllen.
Den rasende Larm underrettede ham strax om, at der blev arbeidet dygtig — som det da ogsaa hørte sig til paa saadan en prægtig Blæstdag. Paa Broloftet var der Ingen — som han havde ventet.
Nu stod han paa Kværnloftet.
Tre Kværne og en Spidsesten i Gang — det var ret! Og Jørgen havde endda slet ingen Hjelp, for Lars var jo borte. Men hvor var han da? Det var allerede halvdunkelt, saa at man ikke strax kunde overse Loftet, og at raabe nyttede ikke Noget. Han saae efter ved alle Kværnene og bag Sækkene — gik ud paa Omgangen: — Ingen.
Da han paany traadte ind i Larmen, blev han opmærksom paa Noget i den, der vilde være undgaaet ethvert andet Øre end en Møllermesters — en egen Tomhed, hvoraf han sluttede, at Stenene ikke havde Noget at male. Han steg op paa det nærmeste Melkar og følte efter i Skruen — rigtig, den var ganske tom. Og de andre viste sig ogsaa at være det. Saa skulde det rigtignok nytte stort, at arbeide med tre Kværne!
Han vilde just springe ned fra det tredie Melkar, med en Forbandelse over den dovne Æsel af en Svend, da der var Noget som bevægede sig voldsomt nedenunder ham i Skyggen. Han bøiede sig ned: det var Katte, der sloges. Den ene var
