361
Og Vinden behøvede ikke en saadan Besværgelse. Næsten vinterraa og allerede nattekold kom den stormende og syntes endnu at være vaad af det salte Havskum, som den lugtede af.
Men hvordan er det egentlig, det forholder sig med den Blæst? Hvor er det da jeg staar nu? Der er jo dog Gangspillet — og han sparkede til det, som for at overtyde sig om, at det ikke var Øienforblændelse. Og det jeg læner mig til, det er jo Svandsen? Men hvordan kan saa Vinden blæse mig lige i Ansigtet og ind paa Brystet? Det gaar jo slet ikke an! Ja, man har rigtignok haft Andet for her paa Møllen idag end at dreie Vingerne efter Vinden. Vingerne staar i Nord, og østfra kommer Vinden; blot lidt længer sydlig, saa kunde den falde bagfra i Vingerne og blæse hele Hatten af. Aa, det vilde være lystigt nok! Saa var der rigtignok to, der fik Taget revet af over Hovedet paa sig! Saa kunde de bole videre under aaben Himmel! Ha, ha!
Men — nu er Mesteren her, og saa bliver Møllen dreiet — i rette Tid.
Mølleren ler ikke længer. Med krampagtig sammenbidte Tænder stirrer han ud for sig.
Rundt om breder Landet sig som et mørkt Hav. I Kimingen, langsmed Skivens store Bue, er der endnu et svagt Aftenskjær. Foroven jage
