362
Skyerne, og imellem dem — lige for ham — skinner nu og da en bleg Maane igjennem. Men alt det synes hans stive Blik ikke at se; thi hvorfor skulde dette Syn faa hans kraftige Legeme til at ryste, Øinene til at træde ud af deres Huler og Tænderne til at klapre?
Og hvorfor dreier han ikke Hatten?
Gangspillet er rede. Det holdes ellers fast af en Træklods, naar det ikke skal bruges. Men denne Klods ligger ikke under Hjulet nu, men henne ved Rækværket, som om den var bleven sparket derhen. Mølleren undrer sig derover. Men Gangspillet er rede, og Vinden er i Færd med at gaa endnu sydligere.
Hans Haand rører ved Gangspillets Jernstang — men farer tilbage, som om denne var glødende. Begge Hænder klamre sig om Hovedet, som om de vilde søge Hjelp der. Men Hovedet er endnu mere glødende end Jernet; eller har maaske Jernstangen noget Magnetisk ved sig? Thi den trækker Hænderne — nu begge Hænder — langsomt ned til sig.
Hænderne hvile paa Gangspillets Stang — uden Tvivl snarere for ved denne Berøring at tilfredsstille en indre Drift, end for, som sædvanlig, at udføre et Arbeide. For det ser ud til, at han — af en eller anden Grund — alligevel ikke vil dreie Hatten.
